«Det er en dèkkadent!» lo den anden. «Staven hass er lige lang som hans sjæl er!»
«A det er skidt til greier gut!» Han saa paa Herman Ek; han kendte dette igen, den kolde sky foran uveir. Det ægged, sanked hans kraft; han retted sig; før han vidste det, sad han i trodsig vent.
«Hvad mener saa De om den yngste skaldskab?» sa det.
«Jeg mener ingenting om den yngste skaldskab.»
«De læser da digte?»
«Jeg mener ingenting!»
«Mener ingenting! — Det er Deres pligt.»
«Hvorfor er det min pligt?» Han mødte Stenshoug’s blik, som laa og aad hans oprør i rolig vellyst. «Hvad har jeg med at ha mening om et spørgsmaal, for det om De har det!»
Stenshoug lod som han ikke hørte:
«Jammæn var det ikke samma læberne du!» sa han vagt til sig selv.
Det blev stilt.
«Det later til, de unge ikke vil mer nu! Jaja. Jaja,» lo han sagte om lidt og tørked over tænderne med den røde lommeklut.
