Gamle Stenshoug nikked syrlig fremfor sig: «Det nytter ikke med den ungdommen, som vil!» Han saa bort paa Herman Ek med tung hævn i øiet; det skummed op og mødte — han stirred ind i Stenshoug’s røde blik:
«De ældre, som har lidt at gemme, skulde ikke være saa utaknemlige mod den yngste skaldskap, som holder sig saa smukt væk fra privatliv, holder sig harmløst til pager og prinsesser dybt inde i skove.» Morens tynde læber skalv længe efter ordene.
«Jammæn later det til, de unge ikke vil mer nu,» sa Stenshoug fremfor sig, Som om han ikke hadde hørt. «Det er nyttige karer, Syversen — hva!»
Syversen la sig med indtrængende hvisk over bordet:
«Det er det: naar én holder paa det bestaaende, har jeg tænkt mig, én ved hvert evige minut paa dagen akkurat hvor én selv staar. Og det er ikke lidet gode i vor tid.»
Sigvart hælded sig væk, ledte i avis-hylden ved siden. Syversen sad og saa paa dèkkadentane.
Herman Ek saa Sigvart i nakken — han likte den blide haarlok bedre end nogensinde.
