den — paa samme vis bed Sigvart tænderne sammen, da han slet Tordis i fletten; hun blev ikke færdig med at tugte: «Fy Richard! rigtig fy!»
Han hilste. Hun kendte ham ikke. «Richard er rigtig saa lei!» sa hun, ansigtet var fedt og rundt, flytted sig ustanselig flakkende, smil i smil. «Det lugter frisk høi av Richard. Kend!» Tankerne glap og glap, glæden i løen den nat hadde revet hendes tanker sund. «Han heder Richard paa heien, — men vi kalder ham nu bare Richard da. Adjø!»
Hun neied og blev væk. Han blev gaaende efter hende helt, til hun svinged ind i en port.
Han gik hjemover og tænkte, mintes …
— Og det tog tid, før det naadde frem, det andet, skønt han ante det, strax han saa det faste, som bredte sig skælvende i Stenshoug’s store blaa blik; endda i sængen laa han hed og kasted sig og greb efter det, som Sigvart hvisked:
«Jamæn det er din mors skyld dette — far kendte skriften —.»
Han laa og angred; han skyldte ligesom
