Side:Kinck - Sus.djvu/114

Denne siden er godkjent
116

den blide haarlok noget i Sigvart’s nakke. Aldrig blev han fri den uklare angren for det, han ikke hadde gjort! — —

— — Hadde moren virkelig selv lagt brevet …!

— — Det var den stumme vilje indenfor den tørre stride ryg i høst.

— Haa, det var sandt, som det var sagt: det gamle blod kommer engang igen! —

Det flytted sig som flakkende lys og vaad frostskodde.