er fattigmands liv! det er fattigmands liv!» graat det. Han voxed ikke som bonnetampen, som gamle Stenshoug sa, med aarring troværdig udenpaa aarring. Mennesket inde i ham var saa lidet!
Øiet lytted mer.
— — Morens stemme skar, morens ryg brandt — der slap den magre finger brevet i kassen … «Richard paa heien heder han,» smilte det vanvittig … broren paa furu-stubben … Søster Signe i løe-kroken … det hvide, som titted bag risgærdet …
«Frisk luft!» skrek han maalløs.
Videre — videre! ind i det hvide, ind i det stille, — til øine lukked sig, til stemmer taug, til det blev rum nok under himlens blaa for det han vilde! — —
— — For han vilde mer, selv om de unge ikke vilde mer; mennesket inde i ham skulde tætnes, det skulde samle sig mod det graa rundt om! Ud i gransus og ren sne for at levne, for at friskne! — —
Han gled indover uden stans, forbi barhytter og nedsnedde tømmerstabler. Dagen gik, uden han tænkte paa hvil eller vei.
Det blev folksomt i luften. Det snakked
