Side:Kinck - Sus.djvu/117

Denne siden er godkjent
119

er fattigmands liv! det er fattigmands liv!» graat det. Han voxed ikke som bonnetampen, som gamle Stenshoug sa, med aarring troværdig udenpaa aarring. Mennesket inde i ham var saa lidet!

Øiet lytted mer.

— — Morens stemme skar, morens ryg brandt — der slap den magre finger brevet i kassen … «Richard paa heien heder han,» smilte det vanvittig … broren paa furu-stubben … Søster Signe i løe-kroken … det hvide, som titted bag risgærdet …

«Frisk luft!» skrek han maalløs.

Videre — videre! ind i det hvide, ind i det stille, — til øine lukked sig, til stemmer taug, til det blev rum nok under himlens blaa for det han vilde! — —

— — For han vilde mer, selv om de unge ikke vilde mer; mennesket inde i ham skulde tætnes, det skulde samle sig mod det graa rundt om! Ud i gransus og ren sne for at levne, for at friskne! — —

Han gled indover uden stans, forbi barhytter og nedsnedde tømmerstabler. Dagen gik, uden han tænkte paa hvil eller vei.

Det blev folksomt i luften. Det snakked