Side:Kinck - Sus.djvu/118

Denne siden er godkjent
120

skien. Der var skygger rundt om, smaatrold som dansed foran, dansed bag, utysker som kræved sig tænkt, spørgsmaal som kræved sig løst.

Han fulgte ikke med sin tid, tisked det i bindingen, — han blev levende begravet under smaatroldenes sværm! —

— Han var ikke radikal nok, haante det stygt i skien.

Han bed tænderne sammen, svarte i raseri som ikke fandt lyd:

«Der er ingen forskel paa mand og kvindel» - derfor skulde de elske hverandre saa titt de trængte, saa de ikke kendte den forskel! — — «Er det radikalt nok!»

Han hasted videre. Smaatroldene dansed, stemmer og øine fulgte. Frysende trost skvatred om frosne rognebær.

«Kvindfolk-mandfolk,» skvatred det skræmt.

«Kvindfolk—mandfolk,
kvindfolk—mandfolk,»

Han rømte unna, men blev ikke fri de ord — de laa og flaxed uvorrent op i selve hjærnen, rev saare rifter efter sig; de ord var det vist som rev tankerne sund for prostedatteren. — —