stille lige før champagnen … den lifligste smag, han vidste. Det var fest …
Han gik i ring om en tømmerstabel udpaa et næs; der var traakket om den, og han hadde ikke mod til at bryde det spor og gøre nyt.
«Kvindfolk—mandfolk,
kvindfolk—mandfolk»
flaxed det; det flaxed svagere end før.
«Synes De?» spurgte det lyseblaat fra kødmeisen indunder granelæggen — det mylred lys som sol over sne.
Han la sig paa tømmerstablen med lukkede øine, sank tungt og blødt ned i sneen. Han hørte fossen dure paa Fossum-gaarden, kendte elvens dumpe skælvende rist nedfra brugene, naar de kom paa søndentræk. Men det var saa stilt alligevel. Moen suste:
… livet det er lynge-nik,
nikke-nikke-nikke …
Her var det godt at være! Han hadde slik lyst til at fortælle det til verden, at han var træt, — til hele den store verden. — —
— — Hvem vidste, om radikal udvikling var udvikling udfor stryket! hvem vidste, om radikal udvikling var udvikling! Sæt at det