koldt og ikke længer tog hensyn. Han saa en djævel! — —
Da var det han stormed ud, rømte til sin gamle bænk ved Dronningparken mellem syriner og hæg og barnepiger i hvide forklær.
Han sad her og lytted til fodtrin langs singelens sand.
… Frihed kræved tilintetgjørelse; for det var jo viljens hærjende brand, som kræved frihed! — tilintetgjørelse av det udenom ham, men ogsaa av det inde i sindet! Han kendte det: — frihed var en tørst, som satte sig i struben og aldrig kunde stilles; den var et tryk, som la sig for brystet og aldrig kunde lettes. Der var jo ikke ro, ingensteds, ingensinde; han spiste ikke, han sov ikke, — og om dagen holdt han til paa denne bænk; han vilde noget inde i sig selv ustanselig tillivs, vilde magre og pine ud det, som altid kræved mere frihed! Men tørsten og trykket flytted sig aldrig! …
Han sad og halvsov med vide næsebor, som suged glad sommer; duften fra den og barnelatteren og sang fra fugl blanded sig tilsidst til en mildt berusende drik, magtstjal og bandt ham i timer til bænken. Hans øie hang
