Herman Ek stirred paa de store magre sener i nakken; han saa med ét ligesom saa forunderlig langt ind — tankerne hadde engang ligget og flaxet inde i denne stærke hjærne ogsaa, som fugler med hvasse klør.
Men han hadde endda en vilje — den vilde leve, og den vilde leve ved at si nei til andre viljer. Det gav ham ikke fred; det var det, som drev ham rundt som sult, til studentersamfundet, til de store kaféer, hvor han sad og lytted og lurte efter nye viljer, som vilde kaste om teorien om dekadent aarhundrede. Det var paa den maade Sigvart Stenshoug kunde si, at han var mer lysten efter unge viljer end Sodoma’s mænd efter guds engle. — —
Herman Ek sad længe og kendte sig frem i hans sind; — det var visst stundom saa, der skulde bedre karakterer til for at være radikal end for at være det andet! — — Det kom som hed graat over ham: han vilde ta denne mand med tanker og viljer, som klored blødende rifter hver stund, klemme ham til sig, ikke la ham gaa, før viljen og tanken hvilte! — —
Det pibled og spirte inde i ham, det hvisked og lo; han hadde aldrig kendt den
