slags glæde. Han sa ikke noget strax, blev siddende bagoverbøiet og føle glæden; strøg over den fremmede ryg, let saa han ikke skulde kende det.
Men Sørbærg saa op og flirte:
«Jeg tror, De —?»
«Det var spindelvæv paa —», kom det ligegyldig.
«Hvis det ikke var et langt kvindfolke-haar da!»
«Ja, hvis det ikke var et langt kvindfolke-haar! — ha — ha — ha,» smaalo han længe og tvungent; det var som stænglen i hans sind blev knækket paany.
«Hvad mente De forresten med frisk luft den aften i samfundet?» spurgte det stikkende med et nedfra sanden.
Det visned inde i ham: — vidste han hvad han mente! — —
«Det var godt sagt, det var fan saa godt sagt. Men hvad var det De egentlig mente?»
Herman Ek kremted sagte; han vilde svare, vilde forklare; — dette var ikke gamle Stenshoug, han skulde faa pine det han vilde! — det var jo sig selv og sit eget syn han ikke kunde
