Side:Kinck - Sus.djvu/133

Denne siden er godkjent
135

slags glæde. Han sa ikke noget strax, blev siddende bagoverbøiet og føle glæden; strøg over den fremmede ryg, let saa han ikke skulde kende det.

Men Sørbærg saa op og flirte:

«Jeg tror, De —?»

«Det var spindelvæv paa —», kom det ligegyldig.

«Hvis det ikke var et langt kvindfolke-haar da!»

«Ja, hvis det ikke var et langt kvindfolke-haar! — ha — ha — ha,» smaalo han længe og tvungent; det var som stænglen i hans sind blev knækket paany.

«Hvad mente De forresten med frisk luft den aften i samfundet?» spurgte det stikkende med et nedfra sanden.

Det visned inde i ham: — vidste han hvad han mente! — —

«Det var godt sagt, det var fan saa godt sagt. Men hvad var det De egentlig mente?»

Herman Ek kremted sagte; han vilde svare, vilde forklare; — dette var ikke gamle Stenshoug, han skulde faa pine det han vilde! — det var jo sig selv og sit eget syn han ikke kunde