slippe, men sad og smaapinte! Han slæbte sig ligesom frem for at klappe ham én gang till — —
Men den anden lod, som han ikke hørte, og begyndte selv:
«Meninger! meninger! — en mening er noget for stort til at slaas om, der er livsgru i en mening!»
Det tætned tungt og klamt om Herman Ek — det var som en taaget høstdag i hovedstaden, sottung og uden lufttræk … klisne fede brostene med gulgrønne spytklyser fra brystsyge arbeideres urene svælg … ækkelt og seigt! — der var intet frem og intet tilbage, — hæslig stilhed, hvor al den gift som luften eied, daled sagte ned sikker paa sit offer …
Den anden reiste paa sig, slog ud med armene, lo:
«Det skønner nu ikke de menige, reformernes menige. Her kommer de den ene efter den anden, ser paa livet som det var et nybygget vaaningshus, river ud en flis, glor paa den, lugter paa den, vender sig rundt med kendermine, som kræver enighed: — denne flisen har faat gal plads Di! — sætter den saa ind paa et andet sted, — til næste kommer
