og flytter samme flisen — da ryker de ihop. Det er tarvelige folk, som driver den slags trafik, — reformernes menige er nu altid tarvelige folk.
Nei, en mening er mer end en flis! der er livsgru i en mening!»
Han stansed, stirred paa ham med spiddende haan i blikket; sa saa med ét:
«De har nok en vis svaghed for affekt De!»
Det blev stilt.
«Det var forresten træffende, det De sa i samfundet. Det gælder at ha dette mod til ikke at mene, enfoldighedens mod saa at si, reise sig, slaa om sig: — fan i vold med dette snak! — det er det som skal til. Men det er ingen, som har det mod i denne standpunkternes opskræmte tid.»
Sørbærg saa længe paa ham igen.
«Folk mangler frisind, naar de mener, — ikke andet!» svarte Herman Ek og retted sig, han sprælled og fik meninger, naar han blev spiddet: — han vilde ikke være enig med det menneske i noget! — — «Ellers kan de faa mene hvad fan de vil!» Stridsindet tog ham saa sanseløst, i det samme det kom, at ordene ligesom skvatt og skalv.
