Sørbærg merked det og saa op.
«De skal overhovedet ikke mene!» tog han i og stirred med haan, som vented. «Meninger bærer gru indover livet, fordi det er den levende ursaft i os, som da stivner, — det er de størknede naturer, som mener; det er det flydende og det skælvende, som lever!»
«Heh, der har vi jo en mening av Dem alligevel, som kræver enighed!» haanlo Herman Ek med de tynde læber, Sørbærg snakked sig i ring bare for at tvinge ham! —
Det blev en lang stilhed; det flirte ligeglad bag lorgnetten, mens han sad og grov i singelen brede veie for en maaler. Herman Ek vented paa mer; det magted ikke at komme til ro under brystet.
Med ét saa den anden op, reiste sig.
«De er ikke nogen morsom fyr,» sa han.
«De er ikke nogen morsom fyr, De heller,» Svarte Herman Ek hvid.
Det flirte til svar.
Stridsind og festrus og kraft flommed gennem ham, som sad igen paa bænken: — fy for fan, dele meninger med nogen! — selv om det var med dem, som ingenting mente!
