leve!» Meninger var organer, man ikke skulde rive i. Men menigmand skønte ikke det; han præked standpunkt og diskuterte meninger stærkt som en nyomvendt synder. Herman Ek gik herude paa landet og lo ved sig selv av menigmand: — de stræved jo med sig selv! for det var karakter-arvens stivsind de ikke fik bugt med, det var netop deres egen mening, dette her, som ikke vilde bli organ; Anton Sørbærg var i grunden ikke saa lidet av en menigmand han heller. Det var komik i det — de snurred i ring som legende hvalper alle tilhobe, som endda ikke havde lært, at halen var deres egen.
Han gik herude paa landet og kluklo ved sig selv:
«Jeg vil leve — jeg vil leve!»
Det var som Sørbærg sa for at ægge ham — det var det flydende og det skælvende som leved. Nu stod han fri og ledig; og denne ledighed gjorde alt, han foretog sig, til fest. Ogsaa naar han arbeided med sin jus, for det var ligesom ikke andet end en bisyssel indtil videre. —
Idag var han gaat ud, da bygen var over, for at se paa nybadet liv. Han stod og lugted