og lytted sig væk ind in det vaagnende røre; sanserne seiled som lette lunete blad nedad livets brede stille strøm.
Han stod og vented. Han hadde nok set hede kind paa disse par dage alt og hede blik; men de var ikke hans — dame-kjolerne rasled forbi, endda det var, som de gled over hans bryst. Det var en kjole han vented ved hver veisving herude — han vented Tordis Hval bag hver sommerkjoles smekre fald; hun skulde vel i besøg paa assessorens villa iaar ogsaa en uges tid, før hun reiste hjem. — —
Han stod og lytted… Lette trin i klissen vei; rappe sko som knirked! — han fôr sammen — netop slik hadde han ventet hende! — —
«God dag student Ek!» ropte det frisk — hun lod som hun vilde gaa videre. «Tænk at vi skulde træffes her!» — Hun snakked saa høit! — —
Han pegte udover veien, spurgte om han fik lov …? Det skummed gennem hans aarer, han vidste ikke hvad det var; det skummed gennem hans aarer det samme som skummed gennem hendes! — —
— Han var bare kommet herud for at
