saa,» var det eneste han svarte; han svarte det fremmed, lod som han ikke mintes. Men hun saa ham ihærdig op i ansigtet, saa han tilsidst maatte nikke let.
— Hvad vilde hun! — Han kendte, at han var færdig med hende, færdig med den brune barnefletten, med næseryggen, med fregnerne! Han var færdig med hende, færdig — færdig! — hvad fan vilde hun! — —
De gik og stirred ned i regnfyldte vognspor som før. Han skønte, at hun vented, han skulde spørge; men han taug, saa hun blev tvungen til at snakke igen; han skotted bort paa hendes læber: hun nød at bli tvungen! — —
«Jeg var vist svært tosset den gang!» sa hun og saa op paa ham i graat og fryd.
«Naa — aa —!» — det var noget, han ligesom slet ikke hadde tænkt over før. Han saa henover de alvorlige stabbestene, som alt begyndte at tørke, udmod fjorden, saa paa lystsnekkernes vaade seil, fulgte de blanke damper-bølger, som rulled ind imod graa strande.
«Uf ja jeg var saa tosset, saa —!»
«Se hvor vakkert taagen ligger!» sa han
