og pegte; hvid taage rømte til skogs indover en aas langt der syd.
Hun svarte ikke; gav sig til at snakke om det, de hadde sagt den aften, han fulgte hende hjem fra ballet, om ægteskab, om tidens brydninger, om moral.
Han skotted paa hende: — hun logred for ham med gamle meninger! Ja enhver gjorde sin brug av meninger! — —
Hun merked, at han gik og hørte paa i stum kede, og trodde, hun ikke var radikal nok. Og saa fortalte hun, hvordan hun hadde lurt sig hjemmenfra pensionen ofte i vinter, været tilstede ved sedelighedsmøder og protesteret; — saa nu var hun blit for radikal for hønsegaarden hjemme bag stenskolten.
«De kender jo Anton Sørbærg, frøken; — og alligevel saa stærk i meninger!»
«Sørbærg ja!» stønned det. Det blev saa farlig stille efter det navn.
Men saa risted hun paa sig:
«Det er samme drift i ballets fifdame som i gade — — tøsen!» Hun sa det koldt og forfærdelig tonløst og stirred bent frem fyldt av sit eget mod; — netop slik havde han selv
10 — Sus.
