sagt det dengang! — — «Livet er tomt!» brød hun ud og saa paa ham.
Men der kom ikke noget svar. Hun stødte an i hans arm to gange, bad ikke om undskyldning, — han skønte saa vel, at det ikke var tilfældigt, men lod som det var det. Hun tog ham om haandleddet: «Nu vil jeg ogsaa vise Dem en taageklatt», sa hun og pegte.
Han saa nedover hendes lemmer under den lette sommerkjole; — som hun vred sig og gjorde sig til! — —
«Men —, skal vi ikke si du!» spurgte hun med ét og stansed op — blikket tindred i fryd over indfaldets dristighed. «Vi træffes vel oftere her — jeg blir jo udover sommeren, og det blir De ogsaa —.»
«Ja-a,» trak han paa det næsten uden at ville.
«Det er kanske lidt — eh —?»
«Nei langt fra! Det var jo fra Dem det maatte komme —.»
«Det var det jeg ogsaa mente,» lo hun; «— vi er jo kjendte fra barn av — —.» Hun tog ham i haanden; hun holdt ham længre end hun trængte. Han begyndte at gaa; men hun vilde ikke slippe.
