«Der er en taageklatt til!» sa han og rev til sig haanden for at pege.
«Jeg er buden herud av min kusine — de skal nok redde mig ud av radikalismen i sommer hos Hartung’s. Du husker» — det var en hel hændelse i det du, saa stor, at det tog pusten og sprængte det, hun vilde si, — «du husker hende hin mindeværdige aften —?»
«Aaja,» kom det kort og let.
«Du er vist trist idag,» sa hun og ledte nøie i hans ansigt.
«— Tar feil!» lo han; «tar feil! — Saa det er hos Helene — hos Hartung’s — man skal bo?»
« Hos Helene ja — der er det «man» skal bo!»
Det var kommet vilje op i hendes blik; men han mødte det med et smil, som han kendte blev saa underlig blegt og ondt.
«De er en graasten der De staar!» brød det ud — det var samme ansigtet, som han ægged frem i hende balaftenen. «Kold som stabbestenen der!»
Hun skyndte sig indover veien mellem granerne; han hørte to dybe hixt. Han stod igen med smilet, som stivned efter hvert, og døde, da hun blev væk i en sving; — kom
