efter stier mod assessor Hartung’s villa; han vilde finde Tordis Hval inde i smaaskogens stilhed. Han blev aldrig andet end en fugle-unge, som var faldt ud av et daarligt rede; han ledte efter ly med spædbarnets længsel — han vilde saa gerne krype! — idag skulde hun ta hævn, hun skulde gøre med ham, hvad hun vilde; bare han fik være nær hendes stærke fang, hendes høie bryst! — —
Det lysned av fjorden; han løfted grene og keg. Bag en Odde stak et damehode frem. Det var ikke Tordis Hval.
Men det var en anden dette, som gav ly, en anden, som vented fugle-ungers husvilde sind. Hodet sad og stirred ind i aftenhimlens gult; det lyse haar flød, og knuden i nakken samled det. Det var saa stille om det hode; han vidste ikke noget andet, som var saa stilt, uden aurikelblomstens duft.
Han blev saa forunderlig glad i hodet, fordi det var saa stilt. Han glemte alt; det var en anden, som gav ly! sang det i ham — hans sind vilde stryge sig mod aurikelblomstens dunhud! — —
Han traakked vart bortover sanden; — skræmte han kanske? — —
