utæmmeligt og bredt som Fossum-stuernes minne. Han stod der yr av ondskap og gift.
«Din sentimentale tøs!» hvisled det koldt som nordenvind i frossen kvist; han var saa ræd, at det tog pusten, da det naadde frem over hans læber.
Det var som en stille gys, som skalv sig ud gennem hvert lem; han blev deilig hed om øiet av anger og sorg, han kendte sig som et barn efter de ord.
Han blev siddende langt udover natten her hvor hun sad, satte sig paa samme sten, stirred mod samme aas. Det var som solens stille milde flom gennem legemet dette, naar han sad i fjæresand, mat efter bad. — Og resten av natten drev han omkring under de mørke graner, satte sig og drev; fra stubbe til stubbe.
— — Det var som hun hadde aabnet hans syn for hans egen sjæl, en anden end den som før hadde levet. Og denne sjæl var ikke som andre sjæle. — —
Han tog sig i, at han gik og tænkte paa sin far og det stille blik med speiling av far efter far indover; han kendte sig saa underlig langt tilbage i tiden. Og det var ingen syg-
