Denne siden er godkjent
Godveir og solsteg, og visnet græs langs hver veikant. Saa, her iaften da de kom ud paa verandaen fra spisestuen, blaaste det op med lummer vestenvind, som gik med knirk og lange suk gennem granegren.
Det var paa assessor Hartung’s villa. —
Herman Ek nævnte ikke kortet til Helene. Ingen nævnte kortet. Det var den stille tanke, som skalv under alt de sa, det laa i lommen og heded hans bryst.
Det var en deilig aften, forunderlig lys; duft fra blomsterbedets roser, smil fra øine, sagte stemmer fra røde bløde læber. Timerne ude paa verandaen bag vildvinens svaiende skud var et eventyr, hvor farens fine blod banked frit og trygt, uden skipperens iltre puls.
