Assessoren sad i havestolen og krafsed arg bag den ferske avis: — «Venstre, dette pakket! dette rakkerpakket! … En ny kæltringstreg!» Han saa trist paa Tordis Hval, som var der i huset for at reddes ud av tidens smitte.
Men ingen hørte, ingen blev ægget. Herman Ek sad taus og kendte de gode gamle hjems underlig lyse tætte taage sænke sig om sig; og det varte ikke længe, saa blev det stilt bag avisen. Tiden naadde i grunden ikke sindene i dette hjem, fordi her ingen rovdyr var, som vilde øve vold, mase sønder og sammen; tiden var som gadens larm: det kørte forbi, forbi!
Men han vidste ikke ordet av, saa var der ligesom spiret i den lidenskabsløse kede; det var som hver enkelt, som sad her, løste sig vart ud av taagen, tog skikkelse … fine bløde konturer. —
Og da husjomfruen kom med vinkaraflen, blev ogsaa stemmerne stærkere. —
Den unge student, som bodde her hos sin onkel i sommer, læste op et digt i blide rytmer om en prinsesse, som sad og stunded i sit jomfrubur dybt inde i skove; det var saa
11 — Sus.
