Helene satte sig til flyglet derinde. Herman Ek lytted; han kendte sig løftet, han løsned lindt fra alt, som minned — det hele var som blændende klare soldage nede paa sundets hvide sandstrand, hvor det gled forbi over tarens ludende traa, uudtømmelig, gled og gled. — Det blev for mægtigt, det bar ham; han reiste sig i dirrende glad tro, stilled sig i døren og saa ind. Han steg, han flød paa tonerne, som hendes hvide fingre skabte, han flød let som fuglevingen i himmelhavet.
«Ved De hvad dette er?» hvisked hun stolt.
«Nei.»
«Idag da jeg sad ved flyglet, spilte jeg Deres vise næsten uden jeg vidste det.»
«Hvad er det du spiller der, vennen min?» spurgte assessoren ind.
«Bare en selvlavet fantasi!» ropte hun.
Herman Ek blev ved at stirre paa hende; han saa, at han ligesom samled varme sommerskyr langt ude paa linjen mellem himmel og hav. Han vendte sig, han kunde en vise, sa han ud til verandaen.
Han stod i rus, da han sa den frem; han saa sandhaugen og den nikkende linnea
