labber tæt og tungt nedover hende. Det var urdyrets sanser som suged — han kunde ikke styre sit øie. Og hun var hans …
Han skotted varsomt bort paa Helene; men hun sad taus og tænkte paa visen og merked ingenting.
Fætteren sa frem et digt til; men ingen hørte, ikke Tordis heller.
Herman Ek flytted sig endda nærmere, satte sig i kroken lige imod de to damer, snakked til den ene, saa til den anden; han gled udav sind og indi sind, hented varme blik, som vestenvinden hented lummer duft fra avsvidde blomster. Det kom over ham med ét, spillende, levende, men uimodstaaelig stærkt — han saa det som et stort syn: — faren maatte hat eventyr! faren maatte ha elsket, før han gifted sig med skipperens rige datter! — det var som blodet kendte mange mange veie fra før! — —
«De ordene i visen tar alt, som er i mig,» sa han; — «bærer alt som jeg lever, bærer alt som jeg minnes. De er vingeslagene under mit liv!»
«Naar Herman Ek snakker derinde i den
