«Det er de mange sind i dig, som troller mig!» hvisked det. —
Han gik langs de mørke stier mellem smaaskogen.
… De gamle hjem! de gamle hjem! Det hadde været en deilig aften, forunderlig lys, — duft fra blomsterbedets roser, smil fra øine, sagte stemmer fra røde bløde læber. Der var dalende hvil i de nye minner. Han var naadd saa langt ind i fremmede sind; var voxet sig bred og mægtig paa saa underlig vis. Han eied et stille øie fra hver — det var valgets svingende uvished, denne tause leg med sind, som var saa deilig, saa svimlende rig! Aa de gamle hjem, de gamle hjem, som la glæde, hvor de saare hensyn blødte! …
Det suste ikke længer over ham; han var udav skogen, ude paa jorderne, hvor vinden var alene paa færde i den lyse sommernat; den suste over volde, med munter frødun fra færdig hesteblomst, med gnidende hvisk ind i agre; den brød grætten ind i løvskogholtet, tiskende og pibende, skiftende skygge og hvidt, hvor blade hvælvedes. Og langt langt ude i nordvest, inde i rifterne mellem bly-blaa skyr,
