Side:Kinck - Sus.djvu/169

Denne siden er godkjent
XV

Hvad var det, som gjorde, at livet aldrig fik en form, saa du kunde fatte om det, som du sa?» spurgte Helene Hartung — hun og Herman Ek spaserte en eftermiddag paa Kirkeveiens granitkantede fortog.

«Det var min mor,» sa han; det blev slik høi himmel over ham, i det samme han sa det. «Mødre snavser til!»

«Aanei, det mener du ikke, Herman.»

Blodet suste gennem ham — han hørte, at hun bad i stemmen for sig og sin mor! — han vilde sanke rynker paa hendes pande og sætte striber paa hendes kind! — —

«Mødre er brutale! — grimme fugle med hvasse klør, som klorer, hvergang de rører sig!»