«Ja du, saan var mamma ogsaa, et par gange!»
Han saa paa hende; — hun rendte en guldring ned paa hans finger, da hun sa de ord, — der var jo nøgne vægge i de gode hjem ogsaa! — —
«Nu blinked det taterknive i øiet dit, som Tordis sa.»
«Men sin egen drift holder de høit og i ære!» stormed han videre. «De kalder den morskærlighed … livets luneste stasfjær.»
«Det der er mig et mysterium,» stansed hun.
«De nævner bare storken til os,» blev han ved.
«Jeg blir saa angst!» bad hun. «Det snører sig om mig saa trangt!»
Hun stansed; de stod paa en vei indunder en rad av rognetrær.
«Du!» sa hun brændende og søgte at riste det av sig. «Den visen din er ligesom uden bund; jeg finder nye toner for hver dag.»
Han nikked: — der var jo hjemme-minner her ogsaa, som gemte sig væk i moens sus!
«Nu netop skønte jeg ormen som sikled om lynge-busk og nok turde stikke,» sa hun.
