trang til at tænke forbi sig selv — det var unævnelig sorg som en sindssygs første vanvids-syn! — —
Hun klemte sig om ham, kyssed ham varm, kyssed og kyssed, til han blev hel, til lunets frost tinte:
«Aah, svartøien min!»
«Aah, blaaøien min!»
Han tog udover landet igen, da han hadde fulgt hende hjem, stormed langs Kirkeveien, satte sig paa vaade bænker, flytted og satte sig. Langt borte paa jordet blev han staaende, under den gamle allé, stirred ind i sagte skodde-regn. Det var saa fortryllende stille i hans sind; han stod der længe og lytted.
… Vaadt. Høie trær, og mørkt. Ingen lyd. En enslig velociped-lygte gled tyst forbi, gummiringens klisne slik i sølen — saa var det igen stille …
Hele verden laa rundt om og lugted vaad kufte!
12 — Sus.
