Side:Kinck - Sus.djvu/178

Denne siden er godkjent
180


«Hm —.»

«Jeg synes stuerne deroppe er blit fremmede for mig, siden jeg fik dig. Du?» Hun trak ham ind grinden under et træ, hang sig om ham og kyssed ham: «Du, hører du ikke!»

Han kyssed igen. Det blinked gennem frosttaagen; det var ruterne i vinduet paa anden side gaden. Han talte: — tre i høide to i bredde, tre gange to … sex i hvert vindu; tyve vinduer paa rad, sex gange tyve … hundrede og tyve ruter i hver rad …

«Du—u?»

Han kyssed. Saa begyndte han paa igen, glemte tallet; — begyndte paa igen. Han talte, saa tunge og tanke plafred lamme, hjærnen sved som før, da alle de utænkte spørsmaal flaxed uvorrent.

— — Det var det onde igen, lunets frost! Det øged. Det kløved jo skyggen ud av hans sind, saa den tog form mer klart end sidst! — —

«Hvad er det du ser?» bad hun.

«Aa det er søster og mor og Fossum-stuerne!» gled han unna, han skotted stjaalent paa hende for at se, om hun trodde.