redded smørbrød-pakker i stille klukkende latter, sa, med lys frem av de mørke øienhaar: «Neimæn jeg tror dere er gale!» Kokkepigen stod i døren, vred og vrængte sig av skratt og slog med knytnæven opefter dørkarmen. Og kusinen fra Kristiania folded henrykt de hvide hænder med lange nonne-fingre: «Dette er nemlig morsomt!»
Herman blev efter hvert rent ude av sig. Sofapuderne fløi fra væg til væg. Han stansed op av og til, saa sig rundt, stirred gennem et mylr av galne indfald, med spilte næsebor.
Han la spisebordet paa kant, trilled det langs gulvet, over tærsklen, ind i kontoret, vælted farens blomsterbord ved vinduet Han napped smørbrød-ranselen fra Signe, kasted den efter Tordis Hval; den traf ryggen, spratt av og gik tvers gennem vindus-ruten bent ud i haven, saa det dryssed med klirrende glasbraat. Han tog de to fremmede om livet, glemte at de var damer, hujed og slængte dem vildt bort over gulvet: «Hei vil du være jenta mi, du!»
— — Her var høifjæld og hei i stuen! tanker yre som vindens rist i viekratt, lunete som gule froske-ungers skvætt i fjældmyren! —
