Hun saa paa ham.
«Jeg fryser paa ørene!» sa han.
Han blev ved at se paa hende isende ondt.
«Jeg ser altid noget, naar jeg ser dig,» sa han.
«Hvad er det du ser, naar du ser mig?»
«Jeg ser et hvidt livløst gardin, som falder med spids gavl nedmod toilette-bordet.»
Øinene borred — han kunde ikke styre deres stik; de borred sig langt indover — de hadde greb i noget dybt i hende, som de saa skælvende gerne vilde naa med en rift; se smærte! ligegyldigt hvor! Han vilde se hjærterødder slitne! — —
Hun greb haardt hans haand:
«Jeg skønner dig ikke nu!»
Han smilte fremmed som før; det var med samme blege smil, som spøgelset hadde mellem ham og murvæggen.
«Det rammer ind dit blodløse billed i speilet, kysk og hvidt.»
«Jeg skønner dig endda ikke!»
«Over alle dine tanker og over hele dit sind ligger assessor-hjemmets fine flaue flor — du
