Denne siden er godkjent
det blev til handling, som hadde skønhed og værd! Anton Sørbærg forstod sin kunst. — —
Han tænkte paa sin far — det kom igen saa underlig over ham: — hans blod randt saa mange mange veie! det skifted, det randt mod de mange kvinder!
Det kom saa underlig klart over ham, at nu var det først farens vege blod randt frit. — —
