brunst fra klemmende klap, la sit kød i det bløde haandtryk. Det var paa veien fra den ene til den anden, at stemningen var stærkest og sindet helest.
Han trodde, han hadde lært metoden. Men en dag kendte han igen den gamle angst langt bag i sindet under stemningens flimrende lette skær: spøgelset var noget, som ikke kunde kysses og stryges væk; det hadde ret til at være til ligesom han selv, det var kanske det som hadde mest ret, naar alt kom til alt. Og i dette hadde han vel sammenhæng med tiden: det var de fine bevidstheder, de som kunde kløve sig og vride sig, slik at de saa paa sig selv — kulturlivets bevidstheder.
Det kasted sig om inde i ham; han blev en skræmt maase, som søgte indover land paa usikre vinger. Han længted efter Anton Sørbærg og de andre, efter nye mennesker, som leved med bævrende varmt, blødende kød; han længted efter selskab med sind, hvor sevjen flød for sol og alle vinde.
Han sa til Tordis, at han længted efter venner, som lærte at radikal udvikling ikke var udvikling. Og idag hadde hun hat bud
