De rømte for ham. Sigvart kasted gyngestolen og fulgte. Kusinen fra Kristiania hopped foran bortover støilsveien, slog hænderne sammen og skrek: «Dette er nemlig morsomt!»
— Veien gik bortunder fossen, som sommersolen hadde tørket ind til en liden rislende bæk, tvers over uren og ind den halv mil lange furumo, som naadde helt til sluserne ved nedre-enden av fjorden, der træmasse-fabrikerne og brugene laa.
Herman blev sidst. Dalføret tog ham igen, liens granrækker stirred efter ham, gjorde ham trist og stille som bonde-felen sveipt i lommeklut. Hver sving i støilsveien var et underligt trægt smil, hver sten var levende, hver tue sa noget, hvert spor efter en fod hvisked; han traakked vart mellem tænkende kendinger.
Han blev tyngre for hver sving. Han syntes synd i alt dette, i dalen, fordi latteren rulled ligesom saa uvorrent og hjærteløst indover den; Tordis Hval blev ved at gaa der foran og le muntert som før.
«Det er ikke moro længer!» sa han, før
