fra Anton Sørbærg, om han vilde komme hen efter aften. —
— Det var som han traadte ind under høie tempelbuer, endda hyblen var lav og trang. Det dufted moskus, stille og underlig opgit; han stirred fremfor sig, han saa uimodstaaelig levende en lampeosende morgen hjemme paa Fossum, han og søskend blev kaldt ind til moren, som laa syg, for at si farvel; minnet grøssed gennem ham i vellyst, som han ikke forstod.
«Aah!» stønned det lettet i ham, da han satte sig; — her var hvil og fred! Det var livsenergiens opløsning i stemning han søgte, i stor bred stemning, som gik stærk gennem menneskers sind som lummer blomsterduft ved nattetid over de avsvedne skrænter! — —
Den unge forfatter hadde udgit et lidet bind digte. Anton Sørbærg hadde lat hensynet til det almene nivellement fare og i avisen tat sig sammen til flommende ros: — dette var det nye, som skulde komme i digtning og liv! De gamle digtere hadde nok set enkelte store ytre linjer, men de saa ikke intimt; og derfor kunde nok deres stemninger bli anskuelige og
