store, fordi de var lettere at tegne. Men denne nye digter saa smaat, det vil si, han saa skarpt og langt ind, lige til de uklareste skælvinger i sindet; derfor hadde ogsaa hans stemninger saa let for at falde fra hverandre — der skulde større kunst til for at samle alle de fine nuancer, som han fik med. — —
Og nu inde paa hyblen listed en ung russ sig paa taa fra lampeskærm til lampeskærm i andagtsfuld spænding for den literatur, som skulde komme.
— Det var om ridderborge det digt han nu læste, — i høst og storm, og om gamle alléer og gulnet løv, som rasled. — Der var ikke handling; — og Herman Ek hørte ikke ord. Det var ligesom ordene ikke betydde noget. Men han kom i lang hvilende vug; det suged som gul aftenhimmel, naar solen er gaat ned, der var eventyrets spørgende fjernhed over hver linje, det grænseløst skuende i hver form.
Han sad og lytted ind i det; og saa paa et lyst hode i hjørnesofaen — det var Sigvart Stenshoug, et blegt ansigt med et brystsygt blik, som stirred ud i værelset. Hodet vred sig, han sad og saa det i nakken — det var
13 — Sus.
