Side:Kinck - Sus.djvu/191

Denne siden er godkjent
193

store, fordi de var lettere at tegne. Men denne nye digter saa smaat, det vil si, han saa skarpt og langt ind, lige til de uklareste skælvinger i sindet; derfor hadde ogsaa hans stemninger saa let for at falde fra hverandre — der skulde større kunst til for at samle alle de fine nuancer, som han fik med. — —

Og nu inde paa hyblen listed en ung russ sig paa taa fra lampeskærm til lampeskærm i andagtsfuld spænding for den literatur, som skulde komme.

— Det var om ridderborge det digt han nu læste, — i høst og storm, og om gamle alléer og gulnet løv, som rasled. — Der var ikke handling; — og Herman Ek hørte ikke ord. Det var ligesom ordene ikke betydde noget. Men han kom i lang hvilende vug; det suged som gul aftenhimmel, naar solen er gaat ned, der var eventyrets spørgende fjernhed over hver linje, det grænseløst skuende i hver form.

Han sad og lytted ind i det; og saa paa et lyst hode i hjørnesofaen — det var Sigvart Stenshoug, et blegt ansigt med et brystsygt blik, som stirred ud i værelset. Hodet vred sig, han sad og saa det i nakken — det var

13 — Sus.