samme bløde hud som hos hans far hjemme; og haarlokken laa paa samme vis krum og blid i furen mellem de to sener: det var dette han likte bedst paa Sigvart — det var ligesom der følelsen sad, det blide.
En dame sad ved siden. Hun tog ham stille i haanden, holdt ham, pegte, risted den; hun hvisked om et stort nyt billede, som stod paa gulvet. Det var Tordis Hval — hun ligned en ridderjomfru, med det brune haar vegt og glat faldende til begge sider.
Der var en gammel mand paa det billede, i underlig hvidt, sørgmodig-sidt gevandt, som hvilte paa hvidklædt løibænk; han laa lysvaagen og stirred fremfor sig — liggustent ansigt; brede sorte, sælsomt linjede konturer mod gul baggrund. Og paa den hvide mands bryst sad en kulsort kat med sort stikkende blik, satte ryg og stirred hid.
Det stemmed sig for pusten, Herman Ek mintes aftenen, han stod udaset og fast midt ude paa skogvandets sneflate og stirred raadløs — hver linje var tvilraadig og hjælpeløs som elgens sorte spor i sneslapset. Han risted sig — det var saadant kvælende alvor! Sigvart Stenshoug voxed vist heller ikke som
