de er saa underlig langt væk, — og saa er de saa nær ogsaa, — aldeles som snefloker, naar de daler i sværm. Jeg sidder og længes saa efter noget, jeg ikke kan faa!»
«Og hvad synes saa De, Ek?» spurgte digteren igen.
Det sprang tilbage inde i ham og retted sig stærkt og mygt som et ungskud; han kendte, at det prøved snerte sviende alle rundt om.
«De har aldrig hørt en norsk mo suse,» sa han.
«En norsk mo suse?» gentog Anton Sørbærg langt, han smilte til Tordis og snused, som han lugted en fremmed duft.
«Høist fornøieligt!» snerred Knockelmann og slog asken av cigaretten; han tog op en studie av brystlommen, glatted bladene.
«De følger ikke med Deres tid!» ropte russen hæs.
Herman Ek svarte ikke; — ogsaa her vilde de tvang! … rovdyr som mased sønder og sammen! han klemte læberne fast om sit eget stridsind, men tanken skød gnister: — det var dunhakens første vage brunst, som yngled disse pager og jomfruer!
