barne-troskyld — alt det smaa og uklare gjorde, at han grøssed. —
Knockelmann læste. Han lytted. Denne mand han læste om, sad fast i parkbænker og stønned og skrev i dagbog; han var uden skarplinjet ansigt, blev væk i træg skodde. Han hadde ikke evne til at røre sig, sad og saa paa sig selv den hele dag. Energiløs kvælende lummerhed, dagbogstemningers døde sump — der glimted ingen viljes egg
« … langueur monotone. …»
Det var hans timer fra Dronningparkens bænk dette! — de vilde tvinge ham ind i bagevjen igen, som drev i ring med viljer, med intelligens, med alt! det var dette han selv var færdig med! Han haded denne mand i Knockelmann’s studie! —
Hans blik blev ondt av had; stridsindet hakked ud farens stille øie, han ledte og lurte koldt rundt fra ansigt til ansigt paa disse, som vilde tvang og vold. Han saa med et, at Knockelmann hadde en stygg fladklemt skalle paa den magre lille krop og et grin ved hver næseving, som han engang hadde lugtet noget saa forfærdelig vondt, at grinet satte sig for levetiden.
