var den, med høi mur over ham og kolde myge snog om ham! her var ædende gift fra dragestore øgler, her var gift fra smale vevre orme, som stak de bitte smaa dræbende bid!
— — Den kolde tanke, den hærmende latter, — det var livsenergiens opløsning i stemning dette, den store brede stemning, som gik gennem sindene som lummer blomsterduft — ha-ha!
— — De hadde sit spøgelse disse ogsaa! ja her først var det mylrende tæt! her var ikke rum, her var ikke fred! «Det er det flydende og det skælvende som lever» — ha-ha! — —
«Hold op med det der!» skrek han og reiste sig, han slængte den franske digter lige i Knockelmanns’s manuskript; heftet gik tvers gennem det. «Smaapuslinger! smaapuslinger!»
Knockelmann saa op; de gamle øienlaak med de tunge folder glatted sig.
«Der suser ingen norsk mo — hvad?» sa Sørbærg.
Herman Ek saa paa Tordis Hval; det var som den stærke pande vaagned. Der gled noget gennemsigtigt mellem deres blik, skæl-
