han selv vidste ordet av, og rakte ranselen fra sig til Sigvart; stemmen skalv i vilje-rus.
«Hva! — vil han ikke — —!» Damerne blev staaende og se langt paa ham; han trak sig baglængs fra dem, trak sig langsomt unna. Glæden var gaat tvers gennem ham derinde i stuen. Han kunde ikke leke, — vilde én det, maatte én spare paa glæden. Og han hadde aldrig lært i hjemmet at spare paa glæden — glæden maatte tas i en snarvending. Glæden var grænseløs og vetløs, kom som ild over lyngmoen i tørketid, ædende og fræsende. Fordi den var uden ret, og graaten stønned sagte under.
Nu var sindet hans sort som lyngmoen efter brand. Og en skygge reiste sig stilt og braatt, var foran, var bag og ovenover, la sig tæt om ham og hvisked, at det var ikke moro.
«Det er ikke moro længer!» gentog han utryg og stillere, det var som skyggen hadde paatat sig svarene.
— Det var noget sludder! skrek de og tog efter ham.
Han gemte sig indover bag furu-læggerne. Han var alt i andre hænder. Det var uglad tørt stridsind i struben; det var anger i brystet,
