vende som vaarluftens sol over mark og eng. Hun reiste sig i rus:
«Jeg længes efter de gamle digteres tro!» sa hun.
«Skal De ikke sidde ned frøken,» lo Sørbærg tørt og flytted en stol.
Herman Ek ledte sig ud mellem de mange stole; det var som øgler bed og orme stak.
«De følger ikke med Deres tid!» skrek russen efter ham.
Den unge forfatter fulgte ham stammende og skummende ud i gangen:
«Vi vil ikke ha mer med livet at gøre vi unge!» sa han. «De — De — De! — livet er et dødt bassin for tæmmede dyr!»
«De har aldrig hat noget med livet at gøre!» hvæste det til svar.
«Høist fornøieligt!» snerred det indenfra lampeskærmenes dæmpede lys.
De samled sig efter ham udi gangen. Russen stod og nitramped og skrek «fan!»
Han stansed i døren, stirred strid mod sinnet, som skalv derinde.
«Haa-haa-haa!» skoglo han; — der stod de alle paa rad i sanseløs rus over en
