der laa ynglende ventende vaar i luften alligevel.
— — Følge med sin tid! følge med sin tid! hvad brydde han sig om det! «Jeg vil leve! jeg vil leve!» hvisked han. Men saa blev han trist: — fra sind til sind! fra retning til retning! slik gled han. Han saa for sig elgens triste spor igen, som svinged paa slump, styret av ukendt lune. Han retted sig: — ja heller det! han taalte ikke tvang! Det var hans natur, — og de fik finde sig i det, de som hadde en anden! Livet var et bundløst dyb av rare viljer, av de rareste viljer. —
— Der klapred tætte skridt efter ham i fortog-isen, han hadde hørt, det skrek i porten op i gaden. Det var Sigvart Stenshoug. De stansed, saa paa hverandre en lang stund; der var ligesom skedd saameget, siden de sidst saa hverandre ind i øiet.
«Hvad betyr den brede sørgebord i syg linje paa dit billede?» sa Herman Ek tilsidst vegt.
«Jeg ved ikke, penslen min har gjort den!» svarte det hidsig. «Jeg vil leve jeg ogsaa! jeg vil leve!»
