nedover gaden. Det var Tordis Hval. Hun gled forbi i mørket uden at se op. Sigvart Stenshoug kendte hende.
«Ja jeg ved ikke jeg,» sa han — det var som en stor sjø suged ham tilbage med lange støn. «Hvem fan bryr sig om dette!» skrek han med ét — en bleg vilje fænged i et tæret legem, han blev væk i mørket efter hende.
Herman Ek stod og lytted efter de krasende trin; dette var forfærdeligt! nogen grubled over det de følte, nogen hærmed. Forvitringen var i fuld gang overalt; der var intet samlende sanseløst til i verden, hverken sorg eller glæde! — —
Han skyndte sig nedover gaden; — nu var han fri endda engang! kulturlivets fine bevidstheder var ingenting mod at være fri! Det sang i hans blod, det brandt i hans kød; de regnvaade ord fra i høst vendte tilbage med samme stemme og samme tro, men de betydde ligesom saa forunderlig meget nu; de kom som et forjættelsens syn:
«Ja det hvisker og det lover under løv, som er færdigt!»
— — Hvad var det tilsidst, som bandt