Denne siden er godkjent
Vaaren voxed, solen flommed.
Den flommed over gadens damme, som blinked blaat, den flommed langs den brandrøde rad av upudsede vinduer.
Herman Ek gik hver dag i underlig glad døs. Han gik i sinne og i bævrende vent; han stod mellem vinter og sommer, stod ligesom i vaarens soldamp opefter bakkehæld — soldampen var det, som skælvende fyldte hans nye frihed. —
Naar han tænkte paa dagene i disse par aar, saa var det som han hadde staat i soldamp hele tiden, saa hver vilje, hver handling skalv og flytted sig uklar.
Han skønte ingenting av alt dette. Men han gik og vented; og spaserte alene. Og spøgelset stod underlig langt borte, som et
14 — Sus.
