Side:Kinck - Sus.djvu/207

Denne siden er godkjent
XVIII

Vaaren voxed, solen flommed.

Den flommed over gadens damme, som blinked blaat, den flommed langs den brandrøde rad av upudsede vinduer.

Herman Ek gik hver dag i underlig glad døs. Han gik i sinne og i bævrende vent; han stod mellem vinter og sommer, stod ligesom i vaarens soldamp opefter bakkehæld — soldampen var det, som skælvende fyldte hans nye frihed. —

Naar han tænkte paa dagene i disse par aar, saa var det som han hadde staat i soldamp hele tiden, saa hver vilje, hver handling skalv og flytted sig uklar.

Han skønte ingenting av alt dette. Men han gik og vented; og spaserte alene. Og spøgelset stod underlig langt borte, som et

14 — Sus.