meningen under elgsporets underlig vilde lune. — —
— Idag drev han langs kaiens granitkant, med vaarens fyrige vent i sig, med rappe indfald i tanken, med hidsige sæt i senerne. Han drev alene som ellers. Idag hadde han stanset Helene Hartung ude i entréen — pigen sa, at han læste; saa var bare pinselilje-buketten kommen ind. Og den gik den gamle vei som hver buket ivaar, videre ud gennem vinduet; — han hadde ingen pligt til at forvitre og smuldre! Spøgelset gliste koldt i krokene, naar hendes blomster kom, saa han blev ræd; det blev ikke fred, før de var vel ude igen, — men da blunked det i muntre glimt. Det sang i ham, her han gik, naar han tænkte paa dem, der de laa under vinduet: — de raadned! de raadned! — lige nedfra de smaa sky blaaveis tidlig ivaar til de selvgode pinseliljer idag, som ligned hendes dumme tro paa livet, — blomst for blomst; det var, som han naadde tilbage indover mod sin egen natur for hver buket. Der raadned syge hensyn dernede i solvæggen! han hadde mod til at voxe sig stærkere end sin egen samvittighed! — —
