knugende trang til at lide; det var al den smerte, som kunde rummes mellem aas og aas.
Men det taagegraa lune hadde livsviljens ret; — og det var morens tynde læber, som skalv om det han vilde.
«A du er rigtig en trassipind!» ropte Signe efter ham. «Aldeles som Richard.»
De svinged opover mod aasen. Herman sprang over lange rødder, gemte sig mer indover.
«Trassipind! trassipind!» sa det og skræmte: — han ligned broren! Han snudde, listed sig efter dem vart over tør bark langt derinde, fra træ til træ; han hadde ikke mod til at slippe dem, for da ligned han broren. Han kom forbi en rydning i skogen, hvor han saa Tore Prammands lave stue, som stod lige ned for landeveien med blaa og grønne bittesmaa ruter av gammelt glas; der titted noget hvidt bagenfor risgærdet, gemte sig; han hadde set hende før her indpaa moen titte og gemme sig bag risgærdet.
Han listed sig videre, satte sig paa huk, saa Tordis mellem stammerne, og det spændte pige-bryst, som den stramme kjole ikke vilde vide av; det blev stilt, saa han næsten ikke
