— Han slentred langs landgangen, saa paa dem, som stod og stirred paa skibet.
Der stod en dame bort under zinktækket; han stirred paa anklens stolte bue, … sorte strømper, som det lyste hvidt gennem; — den som turde ta om den! Hun løfted op — tanken entred med vever som en mus opefter de rumme masker: … hun var vist hjulbenet! …
Hun steg op paa en kasse og vifted til dampskibet. Han stilled sig ved siden, stirred paa det hvide kød gennem de rumme masker. Han huked sig; — den som turde sat sine tænder gennem strømpen ind i det hvide kød! … Rev av en flis af kassen, stak ind mellem de rumme masker.
Hun skvatt. Hun skrek. Han sprang bortover kaien; — haa-haa! det nye menneske boltred sig inde i ham! — —
Han slentred langs en anden kai. Han greb ind i tauget om en hampballe, slængte rundt med den. Det plasked nedenfor bryggen. Han sprang; — haa-haa! fingrene trængte saa noget at slite i! — —
— — Det var Helenes englebleghed, som skygged, det var hendes fuglelethed, som
