De stirred en træg stund paa ham begge. Og han stirred igen, paa den ene, saa paa den anden; det var som at staa sammen med to sindsyge rømlinge, som nu mødte hverandre udenfor cellen og samled sine blikkes vanvid mod ham, to mod én! — —
«Aah! — det er morsomt paa Karl Johan idag!» sa han stærkt og saa sig rundt. «Slik glad flommende sommer!» pegte han.
«Farvel høistærede!» sa de og bukked dybt.
— Han drev inde i lunden paa singelgangene rundt de store plæner.
Men derudenfor paa fortoget blev de to gaaende og stirre ind paa ham.
— — De la sig over ham som formløse utysker! Som seige kjæmpepadder visked de ud hans egne konturer, slimed til med sin giftige livshaan, sit lumre nid! Det var det hensynsløse mod, som skrek ud «Jeg er glad!» de ikke taalte! — Nid! nid! — —
Han drev derinde saalænge, til de gik. Han skyndte sig udover Drammensveien; — han vilde bade! han vilde drikke sig fuld! Han vidste ikke selv, hvad han vilde, — men
